rieuew.com
Hele landsbyen vidste det: Sønnen havde taget en kinesisk kone med hjem. Der blev hvisket i købmandsbutikken, på caféen og på bænken på torvet. Hviskeriet stoppede først, da hans far, som ikke havde været uden for sit hus i to år, gik hele vejen gennem landsbyen til fods. Jeg hedder Jens. Jeg er enoghalvfjerds år. Jeg arbejdede som murer i treogfyrre år. I vores landsby kunne jeg fortælle, hvilke mure jeg har bygget i hvert eneste hus. Skolen, posthuset, muren omkring kirken, halvdelen af husene på hovedgaden. Alt det har jeg bygget med mine egne hænder. I årevis arbejdede jeg på knæ på kold beton. I hede, i frost, i regn. Jeg forlod aldrig en byggeplads før fyraften. Treogfyrre år. Min kone, Mette, er otteogtres år. Hun var postbud i tredive år. Hver dag til fods, fra hus til hus, fra gade til gade, i al slags vejr. Vores søn, Thomas, er treogtredive år. Da han var femogtyve, flyttede han til Tyskland: ingeniør, godt job, god løn. Vi var stolte af ham. Han ringede hver søndag. Så ringede han en onsdag. Midt på ugen. Det betød, at der var sket noget. Far, jeg skal giftes. Godt. Med hvem? Hun hedder Mei. Hun kommer fra Kina. Stilhed. Lang stilhed. Far? Gør, som du vil. Jeg lagde på. Mette stod i døråbningen til køkkenet. Hvad sagde han? Han skal giftes. Med en kinesisk kvinde. Mette satte sig. Vi sad begge to tavse. Ikke fordi vi var dårlige mennesker. Men hvordan? Hvordan skulle vi tale med hende? Hvad spiser hun? Og børnebørnene? På hvilket sprog? Hvilken Gud? Alt var fremmed for os. Vi tog ikke med til brylluppet. Jeg sagde, at mine knæ ikke kunne klare flyveturen. Det var sandt. Men det var ikke hele sandheden. Mine knæ var begyndt at tage skade fem år tidligere. Først knagede de, når jeg satte mig på hug. Så forsvandt smerterne efter arbejdet ikke engang til næste morgen. Til sidst var de der allerede, når jeg vågnede. Treogfyrre år på knæ, på beton, sten og frossen jord. Mine knæ husker det hele. Jeg nåede ikke at gøre mit sidste arbejde på bygg
