rieuew.com
Manden på billedet er min morfar. Og den løftede langfinger er til de tre læger, der sagde, at han aldrig ville komme på benene igen, og at han i sin alder bare måtte affinde sig med det. Hvis en læge også har sagt til dig eller en af dine nærmeste, at I »må affinde jer med det«, så læs helt til sidste linje. Efter det, der skete hjemme hos os, har jeg ikke ret til at tie stille. Jeg hedder Julie. Jeg er 23 år og bogholder. Jeg bor i en landsby nær Nakskov på Lolland sammen med min morfar Jens. Det var ham, der opdrog mig. Ikke min mor. Ikke min far. Min morfar. Min mor efterlod mig hos ham, da jeg var to år, og rejste til Italien. Min far har jeg aldrig set. Jeg har ikke engang et billede af ham. Morfar var smed i landsbyens smedje, og bagefter arbejdede han i tredive år med vedligeholdelse på sukkerfabrikken. Hans hænder er som støbejern. Hans venstre tommelfinger er flad efter alle slagene med hammeren. Da jeg var lille, vaskede han mig i zinkbaljen ude i gården og flettede mit hår med sine smedehænder. Skævt, men han gjorde det. Han bøjede sig over mine skolebøger, selv om han kun selv havde gået fire år i skole, og gentog igen og igen: »Gør dig umage i skolen, Julie, min pige. Du kommer til at tjene til føden med hovedet, ikke med ryggen, sådan som jeg har gjort.« Han gik til forældremøder og sad helt alene blandt mødrene. En dag spurgte læreren: »Og hvor er den her piges mor?« Han svarede: »Hendes mor, det er mig.« Ingen stillede nogensinde det spørgsmål igen. Jeg uddannede mig inden for bogføring i Nakskov. Jeg fører regnskab for små virksomheder online fra køkkenbordet. Hele dagen sidder jeg begravet i andres regnskaber. Husk det med regnskaberne. Jeg vender tilbage til det. Morfars knæ begyndte at svigte for omkring ti år siden. Smedjen og tredive år på fabrikkens betongulve havde til sidst sat deres spor. Først haltede han, så begyndte han at gå med stok. Og når nogen nævnte det, fejede han det væk med en håndbevægelse: »Det går over. Jeg er Jens. Je
