rieuew.com
Jeg arbejdede i akutberedskabet i enogfyrre år. Jeg troede på lægevidenskaben, som nogle tror på Gud: uden at stille spørgsmål. Den reddede ikke min bror. Og det var en gammel kinesisk formel, som jeg ville have gjort nar af hele mit liv, der fik mig på benene igen. Jeg skriver dette, så du ikke skal igennem det, vi begge to oplevede. Jeg hedder Jens Møller, er 68 år og bor nær Odense. Som 23-årig begyndte jeg som sygeplejerske i akutberedskabet. Jeg arbejdede på akutmodtagelsen og hjalp senere også ambulancefolkene ved akutte udrykninger. I enogfyrre år oplevede jeg hjerteanfald, akutte fødsler, knoglebrud, lørdagsnætter, der endte galt, isglatte veje og opkald, hvor hvert minut talte. I enogfyrre år var mit arbejde at være der, når hvert minut talte. Og jeg var overbevist om, at når vi nåede frem i tide, gjorde systemet derefter det, der skulle gøres. I enogfyrre år gentog jeg det samme til folk: Gå til lægen, lyt til lægen, lad være med at behandle jer selv med gamle husråd. Jeg var ofte blandt de første, der hjalp folk i en akut situation. Jeg stolede på, at de ville få den rette hjælp, når de kom videre på hospitalet. Jeg havde en bror, Mikael. Der var to år mellem os. Hele sit liv havde han været murer: stilladser, cementsække, arbejdsdage på knæ på beton. En kraftkarl. Omkring de 65 begyndte han at klage over det ene knæ. Så over hoften. Og hvem kunne hjælpe ham bedre end mig, hans lillebror, som havde arbejdet i akutberedskabet i over fyrre år? Jeg kendte overlæger, ortopædkirurger og traumekirurger. Jeg havde private numre på min telefon. Jeg kunne ringe. Dørene blev ikke lukket for os, hverken på hospitalet i Odense eller da vi tog til konsultation i København. Dørene blev åbnet, det er sandt. Men bag hver dør mødte vi næsten altid det samme: betændelsesdæmpende medicin, indsprøjtninger i leddet og så »kom tilbage om tre måneder«. Efter to år havde medicinen ødelagt hans mave så meget, at den mand, som altid havde haft en god appetit, næsten kun
