Кадр выше наш. Полное медиа с Facebook запрошено — подставим его сюда, как только приедет.
💔😤 217 KRONER PÅ KORTET, MIN SØN MED SLIDTE SKO, OG EKSPEDIENTEN I NETTO, DER SAGDE STILLE: "AFVIST" Jeg tænkte længe, før jeg skrev det hele. For jeg skammer mig stadig over at huske den aften. Jeg hedder Mette Hansen. Jeg er 34 år, bor i København, på Nørrebro, og opdrager min søn alene. Han hedder Lukas. Han er ni år. For turister er København Nyhavn, Tivoli, Den Lille Havfrue, smørrebrød og billeder foran Amalienborg. For mig er København bussen, der altid er forsinket. Huslejen, der sluger mere end halvdelen af lønnen. Køen i supermarkedet efter arbejde. Og den konstante frygt for, at din søn beder om noget helt normalt, og du må sige igen: — Ikke i dag, skat. En anden gang. Jeg arbejder som butiksassistent i en tøjbutik nær Nørreport. Ikke en butique. En helt almindelig butik. Jeg folder t-shirts, hænger jakker op, rydder op i prøverum efter kunderne, smiler, når jeg indeni allerede er tom. Min løn er 21.500 kroner om måneden. Huslejen for den lille lejlighed — 9.200 kroner. Rejsekort. Strøm. Varme. Skolemad. Medicin, for Lukas bliver altid syg om vinteren. Indkøb. Og en gammel gæld, jeg har fra skilsmissen, da jeg var nødt til at flytte hurtigt og i hvert fald købe en seng, et køleskab og et skab. Hans far forsvandt ikke dramatisk. Ingen store scener. Først var det "den her måned kan jeg ikke", så "vi ser det senere", så en ny kæreste, et nyt liv, et nyt nummer. Og jeg og Lukas blev i det gamle liv. Og på en eller anden måde holdt jeg ud. Mødre gør sådan. Selv når de ikke kan mere. Sidste måned begyndte Lukas' sko at gå i stykker. Først lidt på den ene side. Så mere og mere. Jeg lagde mærke til det, da han sad i køkkenet og lavede lektier og bevægede foden under bordet. Sålen var næsten faldet af på halvdelen. — Lukas, hvorfor sagde du ikke noget? Han kiggede på mig og trak på skuldrene. — De er stadig fine. Jeg tog den sko i hånden. Den var ikke fin. Den var færdig. Jeg sagde til ham: — Lørdag køber vi et nyt par.
