💔😢 33 ÅR, ALENEMOR I KØBENHAVN. I GÅR FORLOD JEG SUPERMARKEDET I TÅRER Mit navn er Laura Jansen, jeg er 33 år og alene med min 8-årige søn Lucas i Nørrebro, København. For dem, der ikke bor her — København fremstilles i medierne som en cykelby fyldt med hygge, god kaffe og høje levestandarder. Men min virkelighed er en helt anden: vækkeuret klokken seks om morgenen, uendelig ventetid på bussen og metroen, og en løn som butiksassistent i en tøjbutik på Strøget, der forsvinder, før den overhovedet når ind på kontoen. Med 17.500 kr. om måneden i København lever man ikke — man prøver bare at overleve. Mellem huslejen, der er steget til 10.500 kr., skolemad til Lucas, el, varme og et Rejsekort, fordufter pengene i de allerførste dage af måneden. Jeg havde kun 250 kroner tilbage på mit kort til resten af måneden. Alt blev uudholdeligt for to måneder siden, da jeg modtog et anbefalet brev fra retten: en meddelelse om en bankgæld på 50.000 kr., som jeg havde optaget for at dække udgifterne fra de foregående måneder. Jeg levede i konstant frygt for, at min konto hvorsomhelst kunne blive spærret. Sidste tirsdag kom Lucas hjem fra skole og viste mig en folder: — Mor, mine klassekammerater skal starte til svømning. Det koster 1.000 kr. inklusiv tilmelding… må jeg også? Jeg kiggede i hans øjne fyldt med håb — og kom så i tanke om, at jeg samme morgen havde overført mine sidste 1.500 kroner til afdrag på gælden. Tilbageværende balance: 250 kroner. Jeg klappede ham på hovedet og forklarede, at det i denne måned bare ikke gik. Lucas smilede trist og sagde: "Pyt mor, det gør ikke noget, jeg kunne alligevel ikke lide svømning ret meget." I en alder af otte år prøvede han allerede at beskytte mig, så jeg ikke skulle få det skidt. Det øjeblik knuste mit hjerte i tusinde stykker. Næste dag gik jeg i det lokale supermarked for at købe noget til aften. Ved kassen, da beløbet blev 270 kr., blev kortet afvist: utilstrækkelige midler. Jeg manglede kun tyve kroner, men tran
