Кадр выше наш. Полное медиа с Facebook запрошено — подставим его сюда, как только приедет.
💔😢 JEG MANGLEDE 18 KRONER VED KASSEN. FOLK BAG MIG SUKKEDE, KASSEMEDARBEJDEREN KIGGEDE FORBI MIG, OG JEG STOD BARE DER MED TELEFONEN I HÅNDEN OG ØNSKEDE AT FORSVINDE. Jeg hedder Mette. Jeg er 32 år og bor i Valby med min syvårige søn, Oliver. Jeg er alene med ham og arbejder som butiksassistent i en tøjbutik. Det er ikke verdens værste job. Men der sker noget med én, når man bruger hele dagen på at folde andre menneskers tøj, hænge nye jakker op og hjælpe kunder med at vælge ting, man ikke selv har råd til. Lønnen går ind. Og næsten med det samme er den væk igen. Husleje. El. Internet. Transport. Mad. Ting til skolen. Et par nye vinterstøvler, fordi Oliver selvfølgelig voksede ud af de gamle midt i januar. Udefra ser vi helt normale ud. Lejligheden er ren. Oliver har ordentligt tøj. Der er mad på bordet. Han ser mig aldrig sidde med netbanken åben og regne på de sidste kroner. Men det gør jeg. Hver måned. Den værste uge begyndte med endnu en rykker på en gammel gæld, jeg havde slæbt med mig siden vinteren. Hvis jeg ikke fik styr på den nu, ville der komme flere gebyrer og til sidst inkasso. Den aften sad jeg ved køkkenbordet med brevet foran mig. Oliver kom ud i pyjamas. “Mor, Noah er begyndt til svømning. Må jeg også gå til det?” Han havde allerede hørt alt om holdet. Hvilken dag de trænede. Hvem fra klassen der gik der. Han havde endda fundet sine gamle svømmebriller frem. Jeg sagde: “Jeg skal lige se på det, okay?” Han nikkede og gik tilbage på sit værelse. Jeg blev siddende med en klump i halsen. For jeg vidste godt, hvad “jeg skal lige se på det” betød. Jeg har ikke råd lige nu. To dage senere gik jeg i Netto efter arbejde. Jeg skulle bare købe noget til aftensmad. Pasta. Mælk. Brød. Yoghurt. De billigste æbler, jeg kunne finde. Ved kassen stod der: 182 kr. Jeg havde omkring 164 kr. tilbage på kortet. Betaling afvist. Jeg prøvede igen. Afvist. Kassemedarbejderen sagde stille: “Der er ikke dækning på kortet.” H
