👉👉👉
I dag dræbte jeg min bedste ven.. 😭🐈 Altså.. næsten. Læs selv.. ——— Jeg hedder Mikkel Jensen. Jeg er 38 år. København, Amager. Jeg bor alene og vender hver eneste krone to gange – mellem huslejen og udgifterne til bilen, som jeg bruger til at komme på arbejde. Buster hentede jeg på et dyreinternat for fem år siden. Dengang boede jeg i en lejet toværelses lejlighed og havde en kone, som gik fra mig nogle måneder senere. På internatet lagde de ham i mine arme – stadig en ung kat, kort grå pels, bløde ører og to varme øjne, der kiggede på mig, som om han havde kendt mig hele sit liv. Den dag tog jeg ham med hjem. Siden da har der været lidt af hvert: hårde vagter, lorteaftener, den konstante kamp for at få pengene til at række til slutningen af måneden. De aftener, hvor jeg kom fuldstændig smadret hjem, og han var den eneste, der lå på sofaen – løftede hovedet, kom hen til mig, gned sig op ad mine ben og begyndte at spinde.. Den eneste, der aldrig gik. ——— For tre uger siden stoppede Buster med at spise. Bagefter kunne han ikke længere hoppe ordentligt op på sofaen eller i vindueskarmen. En morgen fandt jeg ham på gulvet, og han trak vejret mærkeligt. Hurtigt. Overfladisk. Jeg satte ham i transportkassen og kørte direkte til dyrlægen. Tumor. Stor og aggressiv. Han skulle opereres med det samme. Dyrlægen kiggede på mig, tog sine briller af, pudsede dem roligt og sagde: — Situationen er kritisk. Der er kun to muligheder: Enten forsøger vi en kompliceret akut operation for 1.500 kr., eller… for at undgå, at han lider, bliver vi nødt til at aflive ham for 140 kr. Pause. Han forsøgte ikke at pynte på noget. Bare den kolde virkelighed: Enten finder du pengene til operationen, eller også ser du din kat lide til det sidste. 😢 — Du har fem dage til at beslutte dig, før det er for sent. Fem dage til at beslutte, om min kat skal leve eller dø. Som om det bare var betalingsfristen på en regning. Jeg gik ud på klinikkens gang med Buster i armene. Fem kilo, som i de
