Кадр выше наш. Полное медиа с Facebook запрошено — подставим его сюда, как только приедет.
Hent her 👉
🛑 På min konto var der kun 410 kr tilbage, reparationen af varevognen kostede 24.000 kr, og fogederne ringede hver dag. Den nat ændrede alt sig. Jeg hedder Gabriel Nielsen. Jeg er 36 år og bor i Odense. Jeg er en almindelig bygningsarbejder. Jeg har arbejdet i byggeriet i næsten ti år, mest gennem underleverandører. Pengene rakte lige akkurat til at leve. I gode måneder tjente jeg mellem 25.000 og 29.000 kr netto, når der var nok arbejde. Min kone Anna arbejdede ikke midlertidigt efter fødslen af vores datter. Vi troede, vi kunne klare os et par måneder. Men så begyndte det hele at falde fra hinanden. Vinteren 2025 var et mareridt. Regn næsten hver dag. Byggepladserne stoppede. Underleverandørerne forsinkede betalingerne. Virksomheden, jeg havde arbejdet for i over seks måneder, begyndte at forsinke min løn. Først snakkede de om likviditetsproblemer. En uge blev til to. To uger blev næsten to måneder. Og når man har en kone og børn derhjemme, er det ikke bare en forsinkelse. Det er en katastrofe. Som om det ikke var nok, hævede udlejeren huslejen med 900 kr om måneden. Vi begyndte at spare på alt. Mad. Varme. Alle udgifter, vi tidligere betragtede som nødvendige. Selv medicin. Situationen blev værre dag for dag. Og så kom det sidste slag. Min varevogn brød sammen. Kobling og gearkasse. På værkstedet sagde de 24.000 kr for reparationen. Uden varevognen var jeg ingenting. Ingen vil have en bygningsarbejder, der ikke kan komme til byggepladsen og medbringe sine værktøjer. Jeg mistede penge hver dag, mens varevognen stod på værkstedet. Først klarede jeg mig med kreditkort og overtræk. Så måtte jeg tage et lån. Jeg tænkte: «Jeg reparerer varevognen, kommer tilbage på arbejde og betaler det tilbage hurtigt.» Men sådan gik det ikke. Renterne voksede. Regningerne blev ved med at komme. Min søn blev syg. Og så begyndte det hele at styrte sammen. Gælden voksede hver måned. Fogederne ringede næsten hver dag. Og hver aften sad jeg i køkkenet og tænkte: «H
