Download appen
💔 FOR FØRSTE GANG I ÅREVIS KØBTE JEG EN KJOLE TIL MIG SELV. TRE DAGE SENERE BESKYLDTE MIN MAND MIG FOR AT VÆRE UTRO OG GIK FRA MIG. En måned senere havde jeg 28,40 € tilbage på kontoen og prøvede at regne ud, hvordan jeg skulle give min søn mad indtil lønningsdag. Jeg hedder Laura. Jeg er 33 år, bor i Aarhus og er alene om at opdrage min otteårige søn Lucas. Selv nu føles det helt absurd at skrive det her. For hvis du havde set mit liv for et halvt år siden, ville du nok have tænkt, at jeg var en af de heldige. Et dejligt hus. En flot bil. Ferie to gange om året. Restaurantbesøg i weekenderne. En mand med en rigtig god indkomst. Udefra så alt perfekt ud. Men et sted undervejs var jeg helt holdt op med at føle mig som mig selv. Efter Lucas blev født, holdt jeg langsomt op med at gøre noget ud af mig selv. Leggings, hættetrøjer, joggingtøj, håret sat op og sneakers hver dag. Det var ikke, fordi Alex sagde, at jeg skulle gå sådan klædt. I hvert fald ikke direkte. Livet kom bare til at handle om at aflevere og hente i skole, husarbejde, indkøb, aftaler og om at sørge for, at alle andre havde det, de havde brug for. Hver gang jeg købte noget pænt, var der altid en grund til ikke at tage det på. »Hvor skal du hen i det der?« »Er det ikke lidt overdrevet til en frokost?« »Hvem prøver du at imponere?« Til sidst var det nemmere bare at tage endnu et sæt joggingtøj på og slippe for den samtale. Så en fredag eftermiddag gik jeg forbi et butiksvindue og så en enkel sort kjole. Ikke noget vildt. Ikke noget udfordrende. Bare en tætsiddende sort kjole, som fik mig til at stoppe op og kigge. Jeg havde ikke købt sådan noget til mig selv i årevis. Så jeg gik ind, prøvede den og kiggede mig i spejlet. For første gang i lang tid kunne jeg genkende kvinden, der kiggede tilbage på mig. Jeg købte den. Den lørdag holdt en af mine veninder fødselsdagsmiddag. Jeg tog kjolen på, satte mit hår, lagde makeup og tog endda et billede, fordi jeg virkelig havde det godt med mig
